Om Autismefilm

Det der med autisme

– Animationsfilm og undervisningsmateriale om at være ung med autisme

Fire nye animationsfilm om unges oplevelse af autisme. Unge fra Autismecenter Vestsjælland har bidraget til vigtige emner i et ungdomsliv med autisme og en autismediagnose. Gennem dialog og animerede fortællinger belyser giver de deres perspektiver på eget liv: Blandt andet hvordan de har det, oplever sig selv og andre, hvad de er interesserede i, hvad der kan opleves som svært og hvad der kan hjælpe.

Unge med og uden autisme befinder sig i større grad sammen, både i samfundet og i uddannelsesinstitutioner. De fire animationsfilm er rettet mod elever i overbygningen/udskoling og ungdomsuddannelserne. Filmene skal bidrage til at understøtte forståelse og dialog, og er derfor beregnet til at kunne understøtte arbejdet med inklusion i overbygning/ udskolingen.

”Gennem filmfortællingerne, der er skabt ud fra de unges egne idéer, udtryk og perspektiver, kan elever – både med og uden autisme – bedre finde forståelse for hinandens liv og perspektiver. Vi håber at filmene, og undervisningsmaterialet, kan skabe dialog og deltagelse i undervisnings-sammenhænge, at de i sidste ende kan føre til anerkendelse, forståelse og accept i de unges hverdagsliv”, siger initiativtager til og konsulent på projektet, psykolog Birgit Irene Puch Jørgensen.

Filmene er blevet til i samarbejde med Børneringen, Autismecenter Vestsjælland og animationsfilminstruktør, Rikke Hallund. Filmene er produceret af Perlefilm. Teamet stod også bag animationsfilmene om autisme til de mindste elever: ’Hverdagens Helte’ fra 2015, der handlede om børns perspektiver på at have autisme, og var rettet mod børn i indskolingen.

Ifølge psykolog Birgit Jørgensen mangler der et filmmateriale som er skabt ud fra de unges egne perspektiver, og som er rammesat sammen med de unge og skabt af de unge selv omkring deres perspektiver om ungdomsliv med autisme.

”Fundamentet for Det Der Med Autisme er skabt ud fra interview med unge der lever et ungdomsliv med en autismediagnose, og de unge har haft stor indflydelse på både lydsiden og, det filmiske og udtryk,” siger instruktør Rikke Hallund.

”De fire film er stykket sammen af i alt 14 temaer, som vi kortlagde sammen med de unge. Det er blandt andet temaer om at fungere, om kærester, om fremtiden, om at få et job, om at få familie og det at leve med autisme.”

Projektet er finansieret med midler fra Undervisningsministeriets Udlodningsmidler, og kan fra i dag ses gratis på www.autismefilm.dk.

For yderligere foto eller mere information kontakt:
Rikke Hallund, Perlefilm, telefon: 25 13 40 86, e-mail: rhallund@perlefilm.com

Alle foto: © Perlefilm 2018 ”Det Der Med Autisme”

Invitation autismeseminar-5